Male eller mane fanden på væggen?

Indholdet på denne side er mere end 12 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Hedder det “male” eller “mane” fanden på væggen? Noget siger mig at det engang har heddet “mane”, og det skriver Henrik Ibsen også i 1881.

Svar:

Der er ikke noget der tyder på at man tidligere har sagt mane fanden på væggen. Ordbog over det danske Sprog har udtrykket male fanden på væggen og bringer som det tidligste belæg et citat fra H.F. Ewalds “Johannes Falk. I-II” fra 1865. Udtrykket er formentlig lånt fra tysk, hvor man har et tilsvarende udtryk: “den Teufel an die Wand malen”. I Grimms tyske ordbog findes således betydelig ældre belæg på udtrykket, bl.a. et af Luther (1483-1546); det ældste belæg er fra 1518. Forlægget for det tyske udtryk kan have været et endnu ældre ordsprog: “Man braucht den Teufel nicht an die Wand zu malen, er kommt auch ohne das herein” (man behøver ikke male fanden på væggen, han kommer ind alligevel). Andre tilskriver det myten med Luther der kastede blæk efter djævelen så det efterlod en klat på væggen i Wartburg. Selvom det er en god historie, er den sidste forklaring nok ikke helt pålidelig. I hvert fald kendes udtrykket fra før 1521, hvor Luther skulle have opholdt sig på Wartburg.

Udtrykket findes også på svensk (måla fan på väggen) og norsk (male fanden på veggen). Mon ikke det vedlagte citat snarere skal opfattes som et kreativt ordspil i den aktuelle sammenhæng? Lige forinden bliver der jo talt om at “mane Fanden”, altså påkalde Fanden med en besværgelse, og fordi mane og male lydligt ligner hinanden, er det nærliggende at give det en drejning så det bliver til “mane Fanden paa Væggen”. Citatet står i øvrigt ikke hos Ibsen selv, men er en replik som en anmelder selv har formuleret sådan som hun forestiller sig at Ibsen kunne have skrevet den.

Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.