Koala og koalabjørn

Spørgsmål:

I skriver at koalabjørn er synonym til koala. Det er en fejl siden en koala ikke er en bjørn.

Svar:

Mange tak for din henvendelse. Du har helt ret i at koalaen ikke tilhører bjørnefamilien (Ursidae), men derimod gruppen af pungdyr, hvor den udgør den eneste nulevende art i familien Phascolarctidae. Dyret kaldes også pungbjørn, og det vidner ligesom betegnelsen koalabjørn om at man tidligere har forbundet den med de egentlige bjørne. Ordet koalabjørn bruges vist ikke af fagfolk (i modsætning til pungbjørn), men det lever altså i almensproget.

Det er ikke usædvanligt at (ældre) almensproglige betegnelser afspejler opfattelser og analogier der ikke svarer til moderne biologisk systematik. Tænk for eksempel på ord som sælhund eller hvalfisk. Og moderne betegnelser som sommerfuglpindsvin og spidsmus respekterer heller ikke den faglige klassifikation. 

Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.