Spørgsmål:
Hvad er forklaringen på, at jesuit hedder jesuitter med to t’er i flertal, men skrives med ét t i sammensatte ord: jesuitermunk?
Svar:
Flertalsformen jesuitter skrives med to t’er efter den generelle regel i dansk retskrivning hvorefter dobbeltskrivning viser at den forudgående vokal er kort. Det er formen med ét -t i jesuitermunk der er mærkelig, og i det hele taget er det en mærkelig sammensætning, for hvad er den sammensat af? Hvis det var en sammensætning med flertalsformen, ville vi forvente to t’er, for i’et er stadig kort. Og selv hvis det var et af de få eksempler på -er som fugeelement (som i bersærkergang til bersærk og vel også i romerret, københavnerstang), ville vi stadig forvente to t’er (som i nattergal og rettergang til nat og ret).
Forklaringen er at formen jesuiter er en form som dansk har indlånt fra ældre tysk, og derfor er den tyske stavemåde med ét t blevet bevaret på dansk, jf. også formerne karmeliter- og johanniter-. Ordbog over det danske Sprog oplyser at jesuit i ældre nydansk (dvs. perioden 1500-1700) også havde bl.a. sideformen iesuviter. Det er altså den der er bevaret i sammensætningerne.
Også Retskrivningsordbogen anfører jesuit, jesuitten, jesuitter, jesuitterne med to -t’er, men jesuiter- i sammensætninger med ét t.
Lars Trap-Jensen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.