I sommers – kan man sige det?

Spørgsmål: 

Kan man sige “i sommers” ligesom man kan sige “i søndags”? Nogle siger at det er forkert, andre mener at det er OK. Når man kan sige “i morges”, “i eftermiddags” etc., burde “i sommers” vel også være gangbart – men hvilken grammatisk form taler vi om her?

Det minder lidt om de gamle danske genitiver: Til vands, til lands, til sengs, men jeg er blevet i tvivl om hvorfor disse sidste eksempler er genitiver. Hvorfor er de det? Hvis de er, så burde “i morges” vel tilhøre samme kategori eller en afart af et gammelt tidsadverbium.

Kan Den Danske Ordbog løfte sløret for disse spørgsmål?

Svar:

Formerne “i sommers” og “i vinters” har længe været omdiskuterede og forkætrede blandt danske sprogbrugere, og det er da også grunden til at vi i Den Danske Ordbog har advaret om dette ved at skrive at “konstruktionen regnes af mange for ukorrekt”. I Ordbog over det danske Sprog angives udtrykket på tilsvarende vis at være “nu næsten kun dialektalt”. Og tingene hænger nok sammen på den måde at når udtrykket er omdiskuteret, skyldes det at det ikke (længere) tilhører dansk standardsprog. Modsat eksempelvis svensk hvor “i somras” og “i vintras” er udmærkede og gængse udtryk i standardsproget.

Det er ikke helt klart hvilken grammatisk form der er tale om. Aage Hansen skriver i værket Moderne Dansk I-III sådan her:

• Det -s vi har i i søndags, mandags osv., i morges, i aftes, i formiddags (eftermiddags, middags) er ikke et kasusmorfem (styret af præpositionen i). Dette -s må betragtes som et særligt morfem (kun brugeligt i disse tilfælde) til angivelse af det fortidige, et svundet tidsafsnit: i formiddags, morges, aftes (i de to sidste former med stammeændringer) om den lige svundne formiddag osv., overfor i formiddag, i aften om den kommende eller indeværende formiddag, aften, og i morgen om den kommende dag. Med forskellige præpositioner: i søndags osv. om sidstledne [sidste, red.] søndag over for på søndag osv. om den kommende. Se nærmere AaHans.BUS.91ff. [en reference til Aage Hansens “Bestemt og ubestemt substantiv”, 1927, red.]. Udenfor rigssprog bruges på tilsvarende måde i sommers og i vinters.” (bind II, s. 206)

Heroverfor skriver fx Svenska Akademiens Ordbok om -s’et i artiklen afton:

• “fsv. i aftons, i aftes, i går afton; jfr nor., d. i aftes, i går afton. Det slutande s är sannol. eg. genitivändelse, som här fått karakteren af adverbiellt suffix. Försök till förklaringar af uttr. hafva framställts af Noreen i Arkiv 6: 339 samt Kock i Ant. tidskr. XVI. 3: 13 följ. Med afs. på bortfallet af n i aftes, aftos (jfr sv. dial. i aftes, i aftos Rietz) se Noreen i Arkiv 6: 336; jfr äfv. Kock i Ant. tidskr. XVI. 3: 24. Med afs. på i- i formen i i afftis jfr fsv. i jafftes o. (i) JÅNS”

Det er altså i sin oprindelse muligvis et genitiv-s der har fået sit eget delvis selvstændige liv som markør af fortidige tidspunkter. At det rammer nogle ord, men ikke andre, kan jeg ikke give nogen udtømmende forklaring på, men hænger vel sammen med at det ikke længere er et produktivt suffiks (hvis vi opfatter det som sådan) i moderne dansk.

Lars-Trap-Jensen, oktober 2017