Fyrværkeri i flertal

Spørgsmål:

En af mine lærere siger at “fyrværkeri” ikke kan bøjes i flertal og at “fyrværkerier” lyder dårligt. Jeg er enig at at det ikke lyder så godt, men i alle ordbøger jeg kigger i, står der at man godt kan bøje det i flertal. 

Svar:

Du skriver ikke i hvilken sammenhæng I mener det er forkert at bruge flertal, og det er vigtigt med et ord som “fyrværkeri”. Ordet har nemlig flere betydninger, og der er forskel på hvordan de bøjes.

I Den Danske Ordbog er den første betydning et arrangement med lys-, farve- og lydeffekter i luften. Den betydning kan godt bøjes i flertal, og det er derfor alle ordbøgerne skriver “fyrværkerier, fyrværkerierne” i flertal. Et eksempel er dette fra TV 2 Lorry der fortæller om Tivolis fyrværkerifestival i julen 2018:

  • “Vi lukker og slukket året med en række spektakulære fyrværkerier, lyder det fra pressechef Torben Plank”.

Men det I tænker på, er nok en anden betydning, nemlig Den Danske Ordbogs betydning 1.a:

‘beholdere med krudt og forskellige kemikalieblandinger osv.’

Og den betydning kan ganske rigtigt ikke bøjes i flertal. Derfor siger vi “jeg har stillet alt fyrværkeriet ud i skuret” – også når fyrværkeriet henviser til 20 raketter og 3 batterier. Det lyder helt forkert hvis man siger at “alle fyrværkerierne står i skuret”, og det er grunden til at der i Den Danske Ordbog ved denne betydning står GRAMMATIK: uden pluralis.

Det er altså ikke en fejl at ordbøgerne skriver “fyrværkerier” i flertal. Men flertalsformen kan ikke bruges ved alle ordets betydninger.

 Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.