Emeritus og emerita

Spørgsmål:

Er det ikke forkert at sige “professor emeritus” om en kvinde? Burde det ikke hedde “emerita”?

Svar:

Et tilsyneladende enkelt spørgsmål, men det er alligevel ikke helt nemt at give et entydigt rigtigt svar. Lad mig alligevel prøve at komme med en forklaring.

Sprogfolk har haft svært ved at acceptere “professor emerita” ud fra den begrundelse af det latinske ord professor er grammatisk hankøn. Det indebærer at et adjektiv der lægger sig til ordet, skal følge dette i tal og køn, og ifølge denne opfattelse er derfor kun “emeritus” god latin efter hankønsord som professor og pastor, uanset om den person der har titlen, er biologisk hankøn eller hunkøn.

På den anden side har man i ligestillingens navn haft svært ved at acceptere hankønsformen “emeritus” brugt om kvinder, og det er grunden til at “emerita” har vundet stadig større indpas, ikke kun herhjemme, men i høj grad internationalt. I Norge og Sverige er det fx helt almindelig praksis og også den form der anbefales officielt af fx Språkrådet i Norge (se fx opslaget professor på norsk Wikipedia).

Hertil kommer at også den latinske grammatiske regel ikke er helt vandtæt. I ældre tid var problemet ikke-eksisterende fordi alle professorer og præster var mænd, og modsætningen mellem grammatisk og biologisk køn eksisterede derfor heller ikke. Alligevel findes der eksempler, også i klassisk latin, på såkaldte “communia”, fælleskønsord, dvs. ord der kan bruges om begge køn uden at ændre form (i modsætning til par som rex ‘konge’ – regina ‘dronning’, der netop ændrer form efter referentens biologiske køn). I den omtalte norske Wikipedia-artikel nævner professor Claus Krag den klassiske forfatter Ovids brug af “auctor optima” som et eksempel på fælleskøn. Auctor betyder ‘ophavsmand eller ophavskvinde’ kønsneutralt og kan derfor kombineres med adjektivet “optima” ‘den bedste’ i hunkøn fordi det refererer til en kvinde. Han argumenterer for at professor ligeledes kan henregnes til kategorien af communia (der findes ikke nogen hunkønsform “profestrix”), og derfor kan “professor emerita” selv på latin opfattes som grammatisk korrekt.

Endelig kan man anføre at “emerita” brugt i en dansk sammenhæng efterhånden får sit eget liv løsrevet fra de latinske udtryk, nemlig når det bruges selvstændigt eller sammen med danske ord. Det er ikke helt usædvanligt at støde på eksempler som:

  • til sommer holder jeg op som lektor og går over til en mere tilbagetrukket tilværelse som emerita
  • Kirkehøjskolen foregår i samarbejde med AOF og ledes af domprovst emerita Karen Horsens
  • psykolog og forsker emerita ved RUC, Bodil Pedersen
  • Overlæge emerita, Jytte Willadsen

Disse eksempler bekræfter mig i det rimelige i at optage “emerita” i ordbogen – parallelt med emeritus som opfører sig på samme måde og derfor er optaget som substantiver både i Den Danske Ordbog og i fx Retskrivningsordbogen. De er også til støtte for din opfattelse, men jeg ville måske være lidt tilbageholdende med at korrekse andres brug, for det er som sagt ikke krystalklart, og selv latinister er tilsyneladende ikke helt enige. Jeg vil nu tilføje “emerita” som opslagsord. 

Lars Trap-Jensen  

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.