Egenrådig

Spørgsmål:

Jeg undrer mig meget over hvordan det kan være at ordet “egenrådig” udtales som “enrådig/1rådig”, altså som én selv, og ikke udtales egen som i “min egen”? Det er som om at “eg” forsvinder helt i udtalen.

Håber det giver mening hvad jeg skriver, og at I kan give mig et godt svar.

På forhånd tak. 

Svar:

Nu ved jeg jo ikke hvad det helt præcis er du undrer dig over. Nogle vil måske undre sig over udtalen [ˈejən-] hvis de selv har udtalen [ˈɑjən-]. Udtalen med en mere åben a-lyd i egen- er på vej frem, mens e-udtalen især høres hos ældre sprogbrugere. Men der er også variation på ordniveau. I et ord som egenkapital, angiver DDO kun udtalen med a-lyden, i andre (som her) kun udtalen med e-lyden. Der er helt sikkert nogle der udtaler “egenrådig” med a-lyd, og det er der bestemt heller ikke noget galt med. Det er nok mere tvivlsomt om et ord som “egenskab” kan udtales med a-lyd. Det tror jeg ikke selv jeg har hørt.

Dernæst kan du undre dig over hvordan det lydskrevne [ˈejən-] næsten lyder som “énrådig”. Her er jeg dog ikke helt enig med dig. Det er rigtigt at man kun hører en e-lyd før n’et, men det er ikke helt som udtalen af “én”, der jo også har stød, og det er der ikke i “egen-“. Det oprindelige ord blev udtalt med blødt g, men den lyd har dansk efterhånden mistet, og i stedet udtales et g mellem to e’er som et j – eller ofte ingenting, for j-lyden reduceres (eller vokaliseres) i normalt talesprog. Eneste spor efter j’et er den forlængede vokal der bliver tilbage, og det er det du hører som “énrådig” eller snarere “eenrådig”.

Hvis du er interesseret i fænomenet, skriver fonetikeren Ruben Schachtenhaufen lidt mere om det i Mål & Mæle, årgang 38, nr. 2 (2017) under overskriften “Forsvundne konsonanter”. 

Lars Trap-Jensen, november 2022