Dagtilbuddene eller dagtilbudene?

Spørgsmål:

“Dagtilbud(d)ene” – findes der en regel for hvornår der skal være to d’er?

Svar:

Ja, formen tilbuddene er den korrekte form. Indtil 2001 har både tilbudene og tilbuddene været mulige ifølge Retskrivningsordbogen – og dermed også sammensætningen dagtilbuddene – så hvis du har lært formen tilbudene før 2001, er det nok grunden til at du studser.

Det er ikke flertalsformen i ubestemt form der bestemmer om der skal være ét eller to d’er. Hovedreglen er at der skal skrives to konsonanter – her altså to d’er – hvis den foregående vokal er kort og trykstærk, og ét d hvis den foregående vokal er lang. Derfor hedder det skule med langt u og skulle med kort u, gase og gasse, Ribe og ribbe osv.

Når det indtil 2001 var valgfrit om tilbuddene skulle skrives med ét eller to d’er, var det fordi u’et i tilbud (og andre ord med bud: postbud, forbud, gæstebud osv.) kunne udtales både med kort og langt u. Det er nemt at høre forskellen; lidt sværere at forklare det på skrift, men det er altså et spørgsmål om stødet ligger på u’et (så er vokalen lang) eller på det efterfølgende d (så er vokalen kort). Ved udgivelsen af Retskrivningsordbogen i 2001 vurderede Sprognævnet at udtalen med lang vokal nu var så sjælden at man kunne slette muligheden for at skrive tilbudet.

Sprognævnet ønskede i det hele taget at begrænse antallet af dobbeltformer, så det var ikke kun tilbud der blev ramt af ændringen. Det samme gjaldt bøjningsformer af andre ord på d: spyd – spyddene, mad – madderne osv. og tilsvarende en række ord på -m og -s: albummet, pyjamassen, statussen osv. Der er dog nogle ord hvor der stadig er valgfrihed: karneval(l)et, marskal(l)en, og andre igen hvor der kun kan skrives med én konsonant: festivalen, dumrianen, marmoret.

Så selvom der altså er en regel der forklarer det, er man nødt til at slå ordene op enkeltvis for at være helt sikker. Du kan læse en mere detaljeret redegørelse for ændringerne i Nyt fra Sprognævnet 2001/nr. 4.

Lars Trap-Jensen