Spørgsmål:
Vi sidder og taler lidt omkring ordet bestå i henhold til prøver og eksamen. Hedder det “Jeg har bestået”, eller hedder det “Jeg er bestået”, eller kan man sige begge dele? Hvordan forholder det sig med det ord?
Svar:
Når man skal vælge hjælpeverbum, dvs. “har” eller “er”, ser man på om verbet har objekt. Hvis det har objekt, bøjes det med “har”:
- Jeg har bestået eksamen (“eksamen” er objekt for “bestået”)
Hvis verbet ikke har objekt, kan man ved verber der betegner bevægelse og anden form for overgang, vælge mellem “er” og “har”. “Er” betoner overgangen, skiftet eller bevægelsen som i:
- Jeg er rejst (til Frankrig)
- “Har” kan bruges når man vil angive en vedvarende aktivitet:
- Jeg har rejst meget (i Frankrig)
Ved “bestå” vil “Jeg er bestået” således betone overgangen til en ny tilstand som ikke længere eksamenslæsende, mens “Jeg har bestået” må opfattes som en afkortning af sætningen med objekt (Jeg har bestået eksamen), hvor “har” ikke kan skiftes ud med “er”. Begge sætninger er altså i orden og betyder det samme, men kan forklares forskelligt.
Henrik Lorentzen, april 2012
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.