Spørgsmål:
Jeg er snart lidt forvirret. Er ordet bekræftigelse et korrekt ord? Jeg mener jo det hedder bekræftelse, men i ordbogen står der “uformel” – hvad betyder det?
Svar:
Den Danske Ordbog har ikke taget bekræftigelse med som et selvstændigt opslagsord. Derimod kan man under opslagsordet bekræftelse læse at bekræftigelse er en uofficiel (ikke uformel) form. Det betyder at formen bekræftigelse er udbredt i sproget, men altså ikke – som du også er inde på – er godkendt som et officielt (eller korrekt) ord. Når ordet overhovedet nævnes, er det fordi Den Danske Ordbog er en deskriptiv (dvs. beskrivende) ordbog, og vi kan se at formen er ret udbredt i sproget, formentlig under påvirkning af ord der dannelsesmæssigt minder om det: beskæftigelse, bemægtigelse, besigtigelse, forpligtigelse m.fl. Men formen er altså ikke godkendt af Dansk Sprognævn og står derfor ikke i Retskrivningsordbogen som et officielt ord.
Du kan evt. læse mere om uofficielle og andre variantformer i ordbogen i afsnittet Opslagsord.
Lars Trap-Jensen, november 2021
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.