Spørgsmål:
Hvorfor er “barnebarn” i flertal altid “børnebørn”? Burde det ikke hedde “barnebørn” hvis bedsteforældrene kun har ét barn?
Svar:
Det er altid risikabelt at slutte sig til hvad former burde hedde, på grundlag af logisk analyse. Sproget er jo primært en social konstruktion, og ordene hedder som de gør, når sprogbrugerne bliver enige om en bestemt form – uanset logikken.
I tilfældet børnebørn er det den form der har været brugt i flertal siden middelalderen. Pudsigt nok var barnebørn den form der blev brugt før det, sådan som du foreslår. Og endnu mere pudsigt er det at første led i dette ord, barne-, faktisk oprindelig var barn i formen genitiv flertal. Måske er det denne flertalsform der har gjort at flertalsformen børnebørn gradvis kom til at afløse barnebørn da dansk efterhånden mistede sit rige bøjningssystem sådan at formen barne- ikke længere kunne erkendes som flertal.
Denne udlægning er et gæt fra min side, og jeg er ikke ekspert i gammeldansk, men psykologisk ville det give mening. I hvert fald står det fast at flertalsformen børnebørn kan påvises som en variant ved siden af barnebørn så tidligt som omkring 1250 i Skånske Lov (se ordsedlen fra Gammeldansk Ordbogs seddelsamling i det oprindelige opslag på ordnet.dk).
Jeg håber det kastede lidt lys over sagerne.
Lars Trap-Jensen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.