Spørgsmål:
Jeg mener at der er en fejl i opslagsordet vædde i Den Danske Ordbog.
Under det faste udtryk ville/turde vædde på fremgår det at nogen kan “vædde med at + SÆTNING”, mens det i vædde under overskriften Betydninger fremgår at man kan “vædde med nogen”.
Jeg mener ikke at det er korrekt at sige for eksempel:
- Jeg vil vædde med at Jørgen kommer først.
Derimod mener jeg at det er korrekt at sige:
- Jeg vil vædde med Lis om at Jørgen kommer først.
Svar:
Den Danske Ordbogs angivelser af grammatiske konstruktioner er ikke helt udtømmende, og man kan derfor godt støde på andre konstruktioner som er brugbare, men bare ikke er tilstrækkelig udbredte til at vi har taget dem med i beskrivelsen.
I tilfældet “ville/turde vædde med at + SÆTNING” kan jeg konstatere at denne konstruktion er almindelig og udbredt i sprogbrugen. I vores tekstsamling er der et par hundrede eksempler på udtrykket med “vil/tør vædde med …”, og alle undtagen fire følges af “at + SÆTNING”. Jeg vedlægger et skærmdump til orientering.

De fire sætninger der følger det mønster du foretrækker, lyder:
- Der er næppe nogen, der vil vædde med mig om, at hun er Skandinaviens stærkeste forlagschef
- Mine herre, jeg vil vædde med hver en af jer at i ikke kan få ægget til at stå på dens bund
- Hvis du en dag vil vædde med dine venner om, hvad der er det allerstærkeste materiale i naturen, skal du hverken sætte dine penge på skildpaddens panserskjold, musklerne i en hangorillas overarm eller edderkoppens tynde, men bomstærke spind
- jeg vil gerne vædde med bladet om, at resultatet blev det samme, om man spurgte andre regimenter eller flådens folk
Når man indskyder en person i konstruktionen, kommer jeg til at opfatte det som om der omtales et konkret væddemål, og jeg tolker derfor sætningerne som hørende til hovedbetydningen.
På samme måde opfatter jeg din sætning: “Jeg vil vædde med Lis om at Jørgen kommer først” gælder indgåelse af et væddemål, mens “Jeg vil vædde med at Jørgen kommer først” blot betyder at jeg er helt overbevist om at Jørgen kommer først – uden at der nødvendigvis er noget væddemål involveret.
Derfor vil vi nok beholde de eksisterende konstruktionsmønstre som de er, men som sagt betyder det ikke at man ikke også kan udtrykke sig anderledes. Der er ikke noget galt med konstruktionen “nogen vædder med nogen om at + SÆTNING”; den er bare ikke særlig udbredt og derfor ikke taget med (under hovedbetydningen).
Lars Trap-Jensen, februar 2024
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.