Arkivalier – kan det bøjes i ental?

Spørgsmål:

Hvad hedder arkivalier i ental? Når jeg kigger i Den Danske Ordbog, kan jeg ikke finde noget der hedder “arkivalie”.

Svar: 

Som en beskrivende ordbog anfører Den Danske Ordbog kun former der er etablerede og udbredte i den almindelige sprogbrug. Der findes en del ord som ikke eller kun vanskeligt kan tænkes i ental. Det gælder for eksempel accessories, elektronika, knickers, kragetæer, kærestefolk, memoirer, optøjer, penge, skrivesager, småsysler og strabadser. Derudover findes der også en række ord som vel godt kan tænkes i ental, men som i den faktiske sprogbrug alligevel næsten altid optræder i flertal: alkoholvaner, anmelderroser, bademuligheder, finanser, forårsfornemmelser, køreegenskaber, samarbejdsproblemer, syvmilestøvler og tjenestetidsregler. Ordet arkivalier er sådan et ord som næsten altid optræder i flertal med kollektiv betydning.

Hvis man som du arbejder på et arkiv, kan jeg godt sætte mig ind i at I undertiden har brug for at omtale et enkelt dokument eller en enkelt genstand i jeres samling – på samme måde som man kan få brug for at tale om et enkelt samarbejdsproblem eller en god eller dårlig alkoholvane. Ikke desto mindre holder vi i ordbogen fast i at beskrive det almindelige og typiske og se det bort fra det yderst sjældne eller tænkte. Som en kendt og nylig afdød leksikograf (Patrick Hanks) fyndigt formulerede det: “Fokus bør være på det sandsynlige og ikke det mulige”.

Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for at danne og bruge entalsformen arkivalie i en situation hvor det giver mening. På den måde minder ordet om andre ord som repressalie og kemikalie, og det ville være den naturlige form at vælge. Men vi kommer næppe til at optage entalsformen i ordbogen så længe den er så sjælden i sprogbrugen som det er tilfældet. Det samme gælder ord som cerealier, fækalier, genitalier, naturalier og regalier.

Lars Trap-Jensen, april 2024

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.