aloe vera
- Nyt fra Sprognævnet,
2021/3, 23.06.2021.
Spørgsmål:
Hvordan staves aloe vera på dansk? Er det i et ord eller to ord? Hvis det er i to ord, skal et af ordene eller begge ord så skrives med stort?
Svar:
Det skal staves aloe vera på dansk, altså i to ord og med småt.
Plantens videnskabelige artsnavn er Aloë vera. I planter og dyrs toleddede artsnavne skrives første ord, slægtsbetegnelsen, med stort (jf. § 12.4 i Retskrivningsordbogen), men hvis et sådant artsnavn indgå i sproget som en helt almindelig betegnelse, skrives det med småt. I forvejen bruges aloe i sig selv som appellativ (fællesnavn), jf. Retskrivningsordbogens alfabetiske del (https://dsn.dk/ordbog/ro/aloe/) .
Hvad angår artsnavnet, bruger vi i almensproget ikke den eksakte skrivemåde fra det videnskabelige navn – med de to prikker (trema) over e‘et. Skrivemåden aloe vera er således parallel med skrivemåden cabernet sauvignon, som også er med som eksempel i ovennævnte paragraf.
I sammensætning med aloe vera som første led skal der være bindestreg mellem sammensætningsdelene, fx aloe vera-plante, aloe vera-gel og aloe vera-shampoo. Det gælder alle sammensætninger hvis første eller sidste led er skrevet i mere end ét ord, jf. § 57.7.a i Retskrivningsordbogen.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 19.10.2021.