Svar:

Vi rådgiver oftest ud fra sprogbrugsprincippet, men i denne sag hvor det gælder indbyggerbetegnelse og adjektiv i forbindelse med landenavnet Belarus (også kendt som Hviderusland), er der endnu ikke etableret en sprogbrug vi kan læne os op ad.

Vi støtter dog at I forsøger jer med indbyggerbetegnelsen belaruser og adjektivet belarusisk.

Mht. indbyggerbetegnelsen er endelsen -er det naturlige førstevalg når vi i dansk skal betegne ‘en person eller ting med et bestemt geografisk tilhørsforhold’ (Den Danske Ordbog, DDO), jf. fx italiener, som er sammensat af Italien og -er. Endelsen -er har en lang tradition i dansk og kommer sproghistorisk fra norrønt -ari, oldengelsk -ere. Det vil derfor være nærliggende med belaruser som en afledning af Belarus (Belarus + -er). Formen belarusser ville egentlig være endnu mere oplagt rent sprogligt, jf. at vi allerede har formen russer, men belarusser giver ikke meget mening når det politiske ønske er at associationer til Rusland og russere skal undgås.

Mht. adjektivet er -isk også et naturligt valg til et adjektiv knyttet til et landenavn (ifølge DDO kan -isk bruges om ’tilhørsforhold til et bestemt land eller til en bestemt by, institution el.lign.’, jf. belgisk eller parisisk).

Stavelsen rus må nok udtales med lang (stødt) vokal i afledningerne belaruser (indbyggerbetegnelse) og belarusisk (adjektiv). I engelsk er der ifølge lexico.com tryk på sidste stavelse: /ˌbɛləˈruːs/. Den trykfordeling kunne godt overføres til dansk uden at det ville virke alt for kunstigt: [bεlaˈʁuˀs], selvom der ikke umiddelbart er nogen dansk udtaletradition vi kan læne os op ad. Men det lykkedes Sprognævnet i sin tid at få folk til at sige Moldova med samme trykfordeling som i Medova(te) med tryk på anden stavelse. Faren ved formen belaruser er dog at nogle måske vil udtale det med en kort vokal og en anden vokalkvalitet svarende til stavemåden belarusser, og det kan medføre stavefejl. Til trods for denne risiko mener vi dog at belaruser er den bedste form når det gælder indbyggerbetegnelsen.

Til sammenligning har man i engelsk Belarusian (udtale med langt u) for både adjektivet og indbyggerbetegnelsen. Ifølge lexico.com var Belorussian (udtalt med kort u) den tidligere betegnelse, som altså nu er forladt, og som ville svare til belarusser og belarussisk. I svensk er indbyggerbetegnelsen belarusier, og adjektivet er belarusisk. For begge svenske afledninger gælder det at udtalen med langt u er den eneste forekommende (https://www.isof.se/sprak/ sprakradgivning/aktuellt-sprakrad/granskade- rad/2020-06-24-vitryssland-eller-belarus. html). I tysk er belarussisch (adjektiv) og Belarusse/Belarussin (indbyggerbetegnelse) blevet anbefalet i 2019 (https://uepo.de/wp-content/ uploads/2020/08/staatennamen_verzeichnis_ breg_2019.pdf), men Die Belarusisch-Deutsche Geschichtskommission har i 2020 anbefalet belarusisch og Belarusen.

Mht. belarusianer vil endelsen -(i)aner (der ‘betegner en person fra et bestemt land eller område eller fra en bestemt by’, som i fx colombianer, jf. DDO) normalt kun blive anvendt hvis der er problemer med førstevalgsendelsen. Endelsen -(i)aner er udviklet af latinsk -anus eller sideformen -ianus.