skud ud til
- af Margrethe Heidemann Andersen, Nyt fra Sprognævnet,
2020/3, 01.09.2020.
Spørgsmål:
Hvad betyder udtrykket skud ud til, som jeg ofte hører unge bruge?
Svar:
Der er tale om en slags afart af det engelske udtryk shout out (hvor shout betyder ’råbe’). Det bruges for at vise respekt, taknemmelighed eller lignende som i sætningen her, der stammer fra realityprogrammet Ex on the Beach: Stort skud ud til Hugh Hefner for at han bare har fået det her til at ske (sæson 1, 2018). Udtrykket findes omtalt i Tobias Cadin Borup & Ali Sufi: Gade/ Dansk ordbog. En håndbog i ghettodansk. Peoples’ Press, 2014.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 06.10.2020.