apposition eller ej; nominaler med det forreste led i nøgen form
- Dansk Sprognævns svarbase,
17.09.2020.
Spørgsmål:
Hvordan skal kommaerne sættes i de følgende eksempler? Er der tale om apposition, dvs. at der skal være komma omkring navnene? “Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har …”, “Formand for DBU Jesper Møller har …” og “Leder af endometrioseteamet på Rigshospitalet Dorthe Hartwell har …”.
Svar:
Der skal ikke være komma i de tre eksempler. Det skyldes at de forreste led alle står i nøgen form, dvs. en form der hverken er bestemt eller ubestemt, og dermed kun kan fungere som led (her som subjekter/grundled) i sætningerne sammen med navnene. Navnene i eksemplerne er m.a.o. ikke appositioner, og der skal derfor ikke være kommaer omkring.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 11.02.2021.