lootbox
- af Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævns svarbase,
18.09.2019.
Spørgsmål:
I onlinespil er det engelske udtryk loot box dukket op. Det betegner en virtuel kasse med tilfældige genstande, fx guldmønter, våben og andre ting som man kan bruge i spillet. Skal det på dansk skrives i et eller to ord?
Svar:
Det skal skrives i ét ord, altså lootbox, da det udtales med hovedtryk (stærkt tryk) på det første led og bitryk (svagere tryk) på det andet. Første sammensætningsled loot betyder i øvrigt ’plyndringsgods’ eller ’bytte’.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 20.05.2020.