book

scan

af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 11.03.2019.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad hedder et scan i flertal? Scan eller scans?

UdråbstegnSvar:

Vi vil anbefale scan (skan). Så vidt vi kan se, er substantivet scan (skan) slet ikke med i nogen dansk-danske ordbøger, men vi har registreret det i Sprognævnets ordsamling.

Rent formelt er der tale om en såkaldt roddannelse eller rodafledning, dvs. et substantiv dannet af stammen af et verbum, jf. et hop (af hoppe), et spring (af springe), et løb (af løbe) osv.

Af scanne (skanne) kan man tilsvarende danne scan. Sådanne ord har normalt samme form i singularis og pluralis: et hop – flere hop, et spring – flere spring, et løb – flere løb osv. Af disse grunde vil vi anbefale flere scan (skan).

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 16.12.2019.