tagtøj, tagetøj, tatøj, ta’tøj
- af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase,
01.02.2019.
Spørgsmål:
Hvor gammelt er ordet tagtøj, som betyder ‘redskaber til at tage mad fra fade, gryder m.m.’?
Svar:
Ifølge Nye Ord i Dansk (https://dsn.dk/noid?q=tagt%C3%B8j) er ordet første gang registreret i en dansk kilde i 1975, men det er sandsynligvis væsentlig ældre end det.
Kommentarerne til et af Sprognævnets facebookopslag d. 10.1.2019 afslørede at mange følgere kender ordet fra forældre og bedsteforældre født mellem 1884 og 1932. Flere mener at kunne huske det fra 1950’erne. Man kan læse mere om tagtøj i Ebbas Danske Ordbog, udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2016, s. 203 ff. Her kan man blandt andet læse om stavemåder og om hvordan man skal vurdere alder og udbredelse af sproglige udtryk der ikke nødvendigvis forekommer særlig hyppigt på skrift.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 16.12.2019.