book

smiley som erstatning for punktum

af Eva Skafte Jensen, Nyt fra Sprognævnet, 2017/4, 01.12.2017.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan man bruge en smiley som erstatning for punktum?

UdråbstegnSvar:

Vi kan i hvert fald se at det sker ret hyppigt i sms’er og opslag på de sociale medier som Facebook og Twitter. Det forekommer også på virksomheders hjemmesider, typisk i sammenhænge hvor tonen ikke er så formel.

Dansk Sprognævn udstikker ikke faste regler for brugen af smileyer (emojier og emotikoner). Men vi holder øje med de praksisser man kan se udfolde sig i de nye skriftlige forummer. Se også følgende vejledning andetsteds på vores hjemmeside ( (https://dsn.dk/retskrivning/sproghjaelp-1/sms-tekster-og-retskrivning/view?searchterm=sms) ).

Her kan vi netop se at der er en udbredt praksis med smiley i slutningen af en sætning. Hvor der for nogle år siden var en tendens til både at have smiley og punktum som afslutning, er den nye tendens at man simpelthen erstatter punktum med smiley. Typisk er der et mellemrum mellem sidste ord og smiley. Hvis teksten fortsætter på den anden side af smileyen, kan man iagttage at sprogbrugerne veksler mellem at begynde den nye sætning med stort bogstav eller med lille. Nogle laver tvungent linjeskift efter smileyen, og en eventuel ny sætning står da typisk med stort begyndelsesbogstav :-)

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 14.12.2017 af Ida Elisabeth Mørch.