
narrativ, genus
- af Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævns svarbase,
12.06.2017.
Spørgsmål:
Alle steder jeg finder ordet narrativ, skriver man et narrativ, men i Retskrivningsordbogen står der at det er en narrativ. Hvordan kan det være?
Svar:
Ordet kom ind i Retskrivningsordbogen i 1996 og har formodentlig kun været fælleskøn dengang. I mellemtiden har det tilsyneladende skiftet genus, i hvert fald blandt nogle sprogbrugere.
Ændringen skyldes muligvis indflydelse fra andre neutrumsord der slutter på -iv, fx arkiv, initiativ og negativ. Vi vil undersøge om begge former skal med i fremtidens Retskrivningsordbog.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 18.12.2017 af Eva Skafte Jensen.