Vestskoven, en Vestkov/vestskov
- af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase,
13.10.2016.
Spørgsmål:
Vestskoven er navnet på et skovområde. Men skal man skrive ordet med stort eller lille v i en sætning som “I 1967 vedtog Folketinget at anlægge en Vestskov på ca. 1500 hektar”?
Svar:
Man skal skrive med stort, altså en Vestskov. Af Retskrivningsordbogens § 12.12. (4. udg., 2012) fremgår det således at navne der normalt bruges med bestemthedsendelse, undertiden kan forekomme uden, og at man i sådanne tilfælde bruger “store og små begyndelsesbogstaver efter samme regler som når navnene har bestemthedsendelse”, fx den unge Sovjetunion (jf. Sovjetunionen), den skønne Dyrehave (jf. Dyrehaven), det nyvalgte Folketing, et nyvalgt Folketing (jf. Folketinget) osv.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 20.06.2017 af Margrethe Heidemann Andersen.