satay
- af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase,
12.09.2016.
Spørgsmål:
Jeg udtaler ordet satay med tryk på anden stavelse og med stød: [saˈtɑjˀ]. Må man udtale det sådan? Jeg har fået at vide at jeg skal udtale det mere som de gør på engelsk – med tryk på første stavelse og med en ej-lyd som i det engelske day.
Svar:
Ordet satay er ikke med i de danske ordbøger, så der er ikke hjælp at hente der. Men det er vores indtryk at ordet udtales på en del forskellige måder. Der er altså (endnu) ikke en etableret udtale af ordet.
Vi kender godt den udtale af ordet som også minder om den engelske udtale, dvs. med tryk på første stavelse og med ej-lyd (jf. Oxford Dictionaries: http://www.oxforddictionaries.com/definition/english/satay). Men man kan ikke sige at det er den eneste korrekte på dansk.
Det er helt rimeligt at udtale det som du gør – med tryk på anden stavelse og med aj-lyd (og stød) så det rimer på malaj.
En uformel rundspørge afslører mange forskellige udtaler, fx tryk på første stavelse og aj-lyd: [ˈsatɑj], tryk på anden stavelse og aj-lyd (men ikke stød): [saˈtɑj], tryk på anden stavelse men ej-lyd: [sa’tεj].
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.06.2017 af Ida Elisabeth Mørch.