Svar:

Orddelen -hed, som i enighed, dumhed, sandhed, stilhed, har engang været et selvstændigt ord, som har betydet ’måde’ eller ’beskaffenhed’. Det er meget tidligt lånt ind i de nordiske sprog fra middelnedertysk heit, og det blev til -het i svensk, -heit i islandsk og -hed i dansk og norsk. I løbet af middelalderen blev -hed den mest brugte orddel som man kunne sætte efter et adjektiv, og dermed betyde måden eller beskaffenheden af det som adjektivet angiver’. God + hed bliver så til ’måden at være god på’, stor + hed = ’beskaffenheden af at være stor’.

I dag bruger man -hed til at danne abstrakte substantiver af adjektiver, og endelsen betegner en tilstand, egenskab eller kvalitet ved det som adjektivet udsiger, fx hurtighed, dygtighed, holdbarhed, velgørenhed, renlighed, fandenivoldskhed, belæsthed. Endelsen er almindelig og kan sættes på stort set alle adjektiver, så kun et fåtal af de mange ord der kan dannes, bliver taget med i en ordbog. En ordbog indeholder ikke hele det danske ordforråd, kun de vigtigste ord. Vores orddannelsesregler giver os mulighed for at danne ord efter regler på sammen måde som vi kan danne sætninger efter grammatikkens regler. En grammatik har ikke alle sætninger med ligesom en ordbog heller ikke har alle ord med, og i en ordbog udelukker man de ord som er regelret dannede. Et gammelt citat fra Peder Hjort (1793-1871, dansk kritiker og skolemand) kan illustrere dette:

Der er noget i vor Danskhed, som endogså kan have såre godt af noget Samqvem med Tydskheden. Man kunde kalde det Jydskheden. Men om dette Navn skulde krænke, kunde der også tales om Kjøbenhavnskheden og Indbildskheden og Overfladiskheden og flere andre -heder.

Når kort tillægsform bruges som tillægsord, kan -hed også benyttes: beklemthed, forstemthed, nedringethed, blankslidthed, indadvendthed. Også ved fremmedord er -hed helt anvendelig: defekthed, bestialskhed, adækvathed, fairhed, pauverhed, raffinerethed.

I ord som betegner antal, er -hed også brugbar: enhed, trehed, flerhed, femhed, mangehed, – og intethed.

Orddelen -hed finder vi også i ord som betegner en person eller en ting, fx berømthed, personlighed, skønhed, uskyldighed, nyhed og ofte i titler højhed, velærværdighed, højvelbårenhed.

Når tillægsordet ender på -e, falder -e’et bort: ringhed (af ringe), stilhed (af stille), ægthed (af ægte).