neandertalerknogler el. neandertalknogler
- af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase,
04.05.2016.
Spørgsmål:
Hedder det neandertalerknogler eller neandertalknogler?
Svar:
Der er ikke oplysninger om sammensætningsformer under opslagsordet neandertaler i Retskrivningsordbogen, men neandertalmenneske ses dog på alfabetisk plads, og i denne etablerede sammensætning har vi altså formen neandertal-.
Men begge orddannelser er mulige, og i den faktiske sprogbrug ser det ud til at der er en nogenlunde ligelig fordeling af neandertaler- og neandertal- som førsteled i alle andre sammensætninger.
Det gælder i hvert fald sammensætningerne neandertalerknogler/neandertalknogler, neandertaler-dna/neandertal-dna og neandertalerfund/neandertalfund når man søger på dem i Infomedia, pressens samlede dataarkiv.
En sådan vekslen mellem to sammensætningsformer er ikke ualmindelig i dansk, jf. københavner- i københavnerbegivenhed og københavns- i københavnskort.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2016 af Margrethe Heidemann Andersen.