postløb eller posteløb
- af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase,
14.03.2016.
Spørgsmål:
Hedder et orienteringsløb med poster et postløb eller et posteløb?
Svar:
Begge orddannelser er mulige, og der ser ud til at være en nogenlunde ligelig fordeling af de to former i den faktiske sprogbrug. Nogle foretrækker altså posteløb, andre postløb.
Vi har ikke kendskab til andre sammensætninger med post i betydningen ’kontrolsted i fx orienteringsløb’ som førsteled. Der er derfor ingen tilsvarende eksempler at støtte sig til, og det kan være en del af forklaringen på de to mulige orddannelsesformer.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 01.12.2016 af Margrethe Heidemann Andersen.