Svar:

Svaret på det første spørgsmål er: Nej, der skal faktisk slet ikke være bindestreg i denne slags sammensætninger, og derfor er det egentlig misvisende at kalde danskamerikanere og lignende for bindestregsdanskere.

Dit andet spørgsmål handler om semantik og rækkefølge; her viser det sig når man foretager søgninger i faktisk sprogbrug, at der ikke nødvendigvis er stringens i at andetleddet betegner det land der er indvandret til. Man finder således eksempler på danskfæring, danskkurder, dansksyrer, danskpakistaner m.fl. hvor det ikke automatisk forholder sig sådan at den person der omtales, er indvandret til det land der udgør andetleddet. I virkeligheden er det ofte omvendt. Dette kan man også læse om i Nyt fra Sprognævnet 2007/3 under opslaget “Danskmarokkaner eller marokkanskdansker?” i spørgsmål og svar-sektionen: (https://dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/2007-3.pdf) .

Med hensyn til dit tredje spørgsmål kan man nok ikke sige at betegnelserne kun dækker 1. generation. Der er muligvis en tendens i den retning, men hvis man traf en mand som fortalte at han var marokanskdansker, og at hans bedstemor kom fra Marokko, mens han selv var født og opvokset i Hvidovre, ville man nok ikke rette på at han kaldte sig marokanskdansker. Dette er dog noget der ikke kun er et sprogligt spørgsmål, men også et spørgsmål der handler om identitet og selvforståelse.

Det fjerde spørgsmål er stort set umuligt at svare på. Når man foretager brede søgninger på nettet på sammensætninger af typen østrigsktysk, schweiziskfransk, dansksvensk og lignende, får man ikke noget brugbart resultat. Man bliver kun ledt frem til sammensætninger af den type som netop skal have bindestreg. Det samme gælder gennemsyn af hjemmesider hvor virksomheder af den omtalte type omtales, og hvor man kunne gøre sig forhåbninger om at den relevante slags sammensætninger ville blive brugt i teksten (Arla, Saab, Det Berlingske Officin, Noma), men de dukker ikke op.