gider ikke (at) være voksen
- af Ida Elisabeth Mørch, Nyt fra Sprognævnet,
2015/4, 01.12.2015.
Spørgsmål:
Er det korrekt at skrive “Peter gider ikke at være voksen”? Altså gider at.
Svar:
Mange (især lidt ældre) vil nok opfatte det som en fejl, og mange andre (især lidt yngre) vil ikke studse over det. Sprognævnet svarede i 1995 en spørger at gide at og turde at “stadig af mange sprogbrugere opfattes som uomhyggelig eller ligefrem ukorrekt sprogbrug”. Dette er imidlertid 20 år siden, og i løbet af de år er tolerancen overfor gide at og turde at efter alt at dømme blevet større blandt mange under 50 år.
I formelt skriftsprog er der tradition for ikke at skrive gide at, og heller ikke turde at. Gide og turde har opført sig som en slags modalverber (mådesudsagnsord), og disse forbindes med infinitiv (navnemåde) uden at, fx vi skal rejse i morgen. Men man støder ofte på gide at i det talte sprog, jf. grammatikoplysningerne i Den Danske Ordbog: “mest almindelig uden at (der fortrinsvis bruges i talesprog)”. Derfor kan man let komme i tvivl, og traditionen med at udelade at står nok ikke længere så stærkt. En søgning på to sammenlignelige (konstruerede) sætninger i Infomedia med periodeafgrænsningen 19.6.2013-19.6.2015 viser at der er 174 artikler som indeholder teksten gider ikke blive mod 30 med teksten gider ikke at blive. Der er altså stadig flest eksempler uden at. Fordelingen går igen med fx gider ikke (at) være, gider ikke (at) rejse o.l. Varianten med at giver teksten et talesprogligt præg, og den optræder ofte i citeret talesprog, fx siger bokseren Patrick Nielsen “Jeg har fået bæstet tilbage i mig, og jeg gider ikke at være passiv mere” (Mx.dk (MetroXpress), 23.06.2015).
En anden traditionel regel siger at man skal huske at efter behøve og efter efter (Henrik Galberg Jacobsen og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk, 6. udg., 2013, s. 84-85). Denne tradition er tilsyneladende ikke så stærk mere. I Infomedia viser en søgning (periodeafgrænsningen 19.6.2013-19.6.2015) at der er 41 artikler som indeholder teksten behøver ikke sende mod 22 med teksten behøver ikke at sende.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 07.12.2016 af Ida Elisabeth Mørch.