book

plus 10 års erfaring

af Eva Skafte Jensen, Dansk Sprognævns svarbase, 15.10.2015.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan jeg har plus 10 års erfaring betyde andet end præcis 10 års erfaring?

UdråbstegnSvar:

Ja, det kan det godt.

Rent matematisk betyder det 10 år, hverken mere eller mindre, jf. at alle talangivelser uden eksplicit minustegn er positive, men at man også kan angive deres positive værdi eksplicit med et plustegn foran: 10 og +10 betyder altså det samme.

I daglig tale bruges udtrykket, og også varianten 10+, dog typisk som en mere løs angivelse og betyder noget i retning af mere end 10 år. Dette fremgår for eksempel af følgende citat fra Den Danske Ordbog:

””Forum 50 Plus” skal henvende sig til de 50-55 årige, der føler sig sprunget over på arbejdspladsen, både når det gælder karriere og efteruddannelse”.

Det er vores vurdering at udtrykket stort set altid bruges på denne måde i sammenhænge der ikke er snævert matematiske.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 08.06.2016 af Eva Skafte Jensen.