chip, chips, kartoffelchip, kartoffelchips
- af Jørgen Nørby Jensen, Dansk Sprognævns svarbase,
30.09.2015.
Spørgsmål:
Hvad hedder chips (altså dem man spiser) i ental?
Svar:
De moderne ordbøger angiver ikke nogen entalsform ved dette ord, og i den faktiske sprogbrug forekommer ental også ret sjældent. Har man brug for en entalsform, må man kunne forsvare både en chip – chippen og en chips – chipsen. Man kan opfatte s’et i chips som et flertals-s (hvad det jo etymologisk set også er) og herefter ved tilbagedannelse konstruere formen en chip. Men man kan også blot benytte sig af den almindeligt forekommende form uden tanke på flertal: en chips.
Supplementet til Ordbog over det danske Sprog (på ordnet.dk) har i øvrigt chip som opslagsord, men angiver at der især er tale om et flertalsord (altså chips).
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 20.06.2017 af Margrethe Heidemann Andersen.