
salgs-e-mail
- af Eva Skafte Jensen, Dansk Sprognævns svarbase,
08.04.2015.
Spørgsmål:
Hvordan skrives sammensatte ord med e-mail i slutningen? Fx salgs-e-mail. Er det med e‘et stående alene med bindestreg før og efter? Salgse-mail bliver lidt underligt med salgse.
Svar:
Du har fuldstændig ret: Der skal være en bindestreg før e-mail når dette fungerer som andet sammensætningsled, således salgs-e-mail. Det svarer til luksus-S-tog, som er et af eksemplerne i § 57.3; den pågældende paragraf handler om bindestreger i sammensætninger med forkortelser.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 26.11.2015 af Eva Skafte Jensen.