book

raffinere

af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 22.06.2015.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan I forklare brugen af ordet raffineret i forbindelse med fødevarer? Nogle mener at olie er en raffineret fødevare eller et raffineret produkt. Andre mener at det kun gælder visse olier, og at for eksempel koldpressede olier ikke er raffinerede. Men det er jo stadig et raffineret produkt, da det er 100 % fedt som er taget ud af en naturlig sammenhæng, hvor man har siet alle kulhydrater og proteiner og fibre fra for at “rense” produktet til en olie/rent fedt. Må jeg bede om jeres forklaring på brugen af ordet raffineret i denne sammenhæng?

UdråbstegnSvar:

De definitioner man kan læse i ordbøger og andre steder, giver modsatrettede oplysninger.

Ordbøgerne giver en forholdsvis kort definition af ordet raffinere (med det tilhørende adjektiv raffineret). I Den Danske Ordbog står der at det betyder ‘rense en råvare, fx sukker, for urenheder; adskille en råvare, fx olie, i flere produkter’, og ordbogen nævner eksemplet “raffineret olie” (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=raffinere). Den Danske NetordbogOrdbogen.com definerer ordet på denne måde: ‘rense råvarer for urenheder, med henblik på at udskille et nyttigt slutprodukt; især om olie og sukker’. Og Politikens Nudansk Ordbog skriver blot ‘fremstille et produkt ved at rense råvarerne for urenheder’.

Alle ordbøgerne nævner ordet rense i deres definition, men hvordan denne rensning af råvarerne foregår, siges der ikke noget om, og det er heller ikke de almensproglige ordbøgers opgave at gå i detaljer med den slags ved et sådant ord. På den måde kan en ordbogsdefinition ofte tolkes forholdsvis bredt. Det gælder også den del af Den Danske Ordbogs definition af raffinere der lyder ‘adskille en råvare, fx olie, i flere produkter’. Selvom der vel her tænkes på råolie, må også madolie være omfattet af denne definition og således være en raffineret fødevare, som du selv er inde på, for en olie er jo netop presset ud af en råvare, og så er den råvare delt i flere produkter.

Men det er ikke gjort med det! Hvis vi holder os til madolierne og den problemstilling som du beskriver i din mail, er det nødvendigt at se nærmere på anvendelsen af ordet raffinere. Ifølge Varefaktas hjemmeside (varefakta.dk) bliver ordet raffineret brugt på en anden måde i deklarationerne end den måde du selv bruger det på. Det fremgår af ordene varmpresning, koldpresning og raffineret olivenolie (http://varefakta.dk/information-og-undervisning/hvad-betyder-ordene/olier-og-fedtstoffer/):

“Varmpresning er den behandling som frømassen, der er tilbage efter koldpresning, udsættes for. Frømassen opvarmes til ca. 100°C, og presses endnu engang. Dette giver et noget større udbytte end koldpresning. Varmpressede olier skal raffineres (renses) for at fjerne urenheder, smag og farve.

Koldpresning er den metode til udvinding af olie fra planterne, der giver den mest aromatiske olie. Anvendes til fx. oliven, solsikkefrø og vindruekerner. Først knuses frøene, så cellerne sprænges. Derefter presses olien ud uden opvarmning.

Raffineret olivenolie er olivenolie udvundet ved raffinering af jomfruolivenolie. Raffinering er rensning af varmpressede olier, der renses (raffineres) for at fjerne smag, lugt og evt. farve. Raffinerede olier har derfor ingen karakteristisk smag.”

Ifølge Varefakta er en varmpresset olie således raffineret, mens en koldpresset olie er uraffineret.

Der er andre steder på nettet hvor forklaringerne på disse ord er længere og mere uddybende, og der er variationer i beskrivelsen af de metoder der er anvendt til fremstillingen af olierne, som jo også afhænger af hvilken råvare der er tale om. Det kan gøre billedet lidt forvirrende eller broget. Der er sandsynligvis også uenigheder om terminologien blandt fagfolkene som der så ofte er. Vi kan derfor godt forstå at man kan blive forvirret over hvad raffinere betyder, og hvordan det bruges.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 26.11.2015 af Eva Skafte Jensen.