book

vareind- og udlevering

af Anita Ågerup Jervelund, Dansk Sprognævns svarbase, 16.12.2014.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan man skrive vareind- og udlevering? Vi siger det i hvert fald sådan.

UdråbstegnSvar:

Nej, det kan man ikke. En bindestreg kan ifølge RO 2012, § 57.2, kun bruges ved fælles orddel i forbindelser som søn- og helligdage, over- og underskud, haveborde og -stole. I den ordforbindelse du nævner, kan bindestregen ikke vise at vare skal bevares i begge sammensætninger, men at ind skal “udskiftes” med ud. Man må i stedet skrive ind- og udlevering af varer eller vareindlevering og -udlevering.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.01.2020.