book

sammensætninger med bindestreg

af Ole Ravnholt, Nyt fra Sprognævnet, 2014/1, 01.03.2014.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvor mange af nedenstående forslag er korrekte? – og med hvilken begrundelse i retskrivningsreglerne?

  1. §-13-eftersyn, § 13-eftersyn, §-13 eftersyn, § 13 eftersyn 3. sals lejlighed, 3. sals-lejlighed, 3.-sals-lejlighed, 3.-sals lejlighed, tredjesalslejlighed

Hvilke løsninger vil Sprognævnet anbefale? Et lille hjertesuk: Har danskerne virkelig brug for så mange valgmuligheder?

UdråbstegnSvar:

Der er to korrekte muligheder for hver af de to ordforbindelser, men problemerne kan godt virke lidt uoverskuelige fordi de involverer flere paragraffer i retskrivningsreglerne. Man skal først afgøre om de to ordforbindelser skrives i et eller flere ord ifølge § 18 og § 19 i retskrivningsreglerne. Ordforbindelser der skrives i flere ord, har ikke bindestreg. Men begge de nævnte ordforbindelser har hovedtryk (stærkt tryk) på det første sammensætningsled og bitryk (svagere tryk) på det andet, og derfor skal de ifølge § 18.1 skrives i ét ord. Det udelukker en del af mulighederne, nemlig dem der er skrevet i flere ord:

  1. §-13 eftersyn, § 13 eftersyn, 3. sals lejlighed, 3.-sals lejlighed

Til gengæld skal man så afgøre om de ifølge § 57 skal have bindestreg eller ikke. Både § 13-eftersyn og §-13-eftersyn er korrekte ifølge § 57.7a.

Den første skrivemåde følger hovedreglen for gruppesammensætninger, dvs. sammensætninger hvor det ene led (§ 13) skrives i flere ord, nemlig at der sættes bindestreg mellem sammensætningens to dele. Den anden er korrekt fordi der også kan sættes bindestreg mellem alle ordene i en gruppesammen – sætning, dog “først og fremmest i længere og/ eller mere lejlighedsvise sammen sætninger”. Anbefalingen er at man følger hovedreglen og skriver § 13-eftersyn fordi sammensætningen hverken er særlig lang eller særlig lejlighedsvis.

Tredjesalslejlighed (uden taltegn) kan næppe skrives i flere ord, og det viser at ordet ikke er en gruppesammensætning. Derfor er der ikke noget grundlag for 3. sals-lejlighed. Hvis man skriver tredje med taltegn, altså 3., skal der ifølge § 57.4 bruges bindestreg, og så får vi 3.-salslejlighed. Indtil 2012 skulle det skrives 3.-sals-lejlighed, men sådan er det ikke længere.

Nogle ord der ligner 3.-salslejlighed, kan have et eller to tryk, og derfor kan de skrives i et eller to ord, fx 18-årsfødselsdag, attenårsfødselsdag (med ét hovedtryk, nemlig på 18-års/attenårs) eller 18-års fødselsdag, attenårs fødselsdag (med to hovedtryk). Og hvis 3. sals lejlighed ved et eller andet usandsynligt tilfælde skulle optræde med flere (tre) hovedtryk, fx i betydningen ‘den lejlighed der hører til tredje sal (men som ligger på sjette)’, så skrives det i tre ord.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.