book

virus, virusser, vira

af Ole Ravnholt, Nyt fra Sprognævnet, 2013/4, 04.12.2013.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Pluralisformen af det oprindelig latinske ord virus har været genstand for debat i dagspressen med udgangspunkt i et spørgsmål til Dansk Sprognævn. Hvad er den korrekte form, og hvor kommer den egentlig fra?

UdråbstegnSvar:

Retskrivningsordbogen, 4. udgave, 2012, giver tre muligheder, nemlig virus, virusser og vira. De to første følger etablerede danske bøjningsmuligheder, nemlig nul eller -er som pluralisendelse. Den sidste er en nydannelse, måske under påvirkning af eller direkte lånt fra engelsk, hvor den også findes. Relativt ny, i hvert fald; den har stået i Retskrivningsordbogen siden 1955, og den findes også i andre ordbøger siden 50’erne.

En af debattørerne ville afskaffe formen vira med henvisning til at virus på latin skulle være fjerde bøjning og flertalsformen derfor virus – eller til nød fordansket som virusser. En anden mente at problemet var let at løse, med henvisning til at virus skulle være et intetkønsord af anden bøjning, og det skulle give formen vira som den eneste korrekte. Begge tager udgangspunkt i at ordet ikke bare er oprindelig latinsk, nu optaget i dansk, men at det skal behandles som et latinsk ord og derfor skal bøjes i overensstemmelse med den latinske grammatik.

Men for det første er det ifølge sprognævnsbekendtgørelsen udtrykkelig Sprognævnets opgave at sørge for at ”fremmedord, der er blevet almindelige i dansk, skrives i overensstemmelse med de regler, der gælder for oprindelige danske ord og ældre låne- og fremmedord i dansk”, ikke at sørge for at låneord bøjes i overensstemmelse med forholdene i det långivende sprog. Det gælder især ord fra græsk, latin og fransk, mens ord fra andre sprog (fx engelsk) ”som hovedregel [skrives] i overensstemmelse med skrivemåden i det pågældende sprog eller med international praksis.” Dette princip giver mulighederne virus og virusser. Et andet hovedprincip er at et ords skrivemåde kan justeres i overensstemmelse med den praksis som følges af ”gode og sikre sprogbrugere i deres skriftlige sprogbrug”. Det åbner for vira.

Hvis man søger efter de tre former på Ugeskrift for Lægers hjemmeside, så finder man 586 gange virus, som både kan være singularis og pluralis, 50 gange vira, som kun kan være pluralis, og 1 gang virusser, som også kun kan være pluralis. I de landsdækkende dagblade er tallene for de sidste to år 957 gange virus, 154 gange vira, og 20 gange virusser. Altså nogenlunde samme fordeling som i ugeskriftet, men relativt med lidt flere vira og virusser. Både virus og vira er altså ret udbredt blandt gode og sikre brugere af dansk sprog og dansk lægesprog, og derfor bør de også findes i Retskrivningsordbogen. Man kan følge udviklingen i lægesproget i Klinisk Ordbog. I 4. udgave fra 1951 står der: ”ordet har i klassisk latin ingen flertalsform; nu til dags benytter human- og veterinærpatologer gerne vira, plantepatologer virus som flertalsform”; i 5. udgave fra 1958 står der: ”nu til dags benytter nogle virus, andre vira som flertalsform”; og siden 7. udgave fra 1966 har formuleringen været ”som flertalsform benyttes nu almindeligt virus, tidligere ofte vira”.

For det andet er det på ingen måde ligetil at afgøre hvordan ordet skulle bøjes på (klassisk) latin. Problemet er at det latinske ord virus havde en helt anden betydning end det danske ord virus. På klassisk latin betød det ’slim’ eller ’gift’, og derfor havde det, ligesom det danske ord slim, ikke nogen pluralisform. Ord der betegner noget der ikke kan tælles, kan ikke have pluralisformer. Derfor er det ikke mærkeligt at der ikke kendes en klassisk latinsk tekst med en pluralisform. Men på dansk og andre moderne sprog bruges ordet om en bestemt type af smitstoffer, altså om noget der kan tælles, og derfor opstår der behov for en pluralisform. Hvis denne udvikling havde fundet sted i oldtiden, ville de gamle romere sikkert have fundet pluralisformen i det bøjningsmønster ordet i øvrigt følger.

Hvis ordet havde været fjerde bøjning, så havde det kunnet danne pluralisformen virus i analogi med andre ord af denne bøjning. Men ordbøgerne og grammatikkerne er enige om at virus er anden bøjning, så det går ikke.

På nettet kan man finde en diskussion af muligheden for at virus er fjerde bøjning (http:// cervone.gmu.edu/etc/virus.html). Det viser sig at denne mulighed hviler på at ordet ét bestemt sted i én tekst af en forfatter der ikke havde latin som modersmål, fortolkes som en genitivform, men der er også andre fortolkningsmuligheder. Virus som pluralisform er med andre ord ikke god latin, men dansk. Men så anden bøjning da? Her finder vi pluralis på a ved intetkønsord som templum, templa, og virus er intetkøn. Men virus er en undtagelse fra reglen om at intetkønsord af anden bøjning ender på um, så der kan heller ikke her findes nogen analogi. Vira som pluralisform er derfor heller ikke god latin, men dansk (og engelsk), selv om den afviger fra de gængse danske bøjningsmønstre. Begrundelsen for de danske (og andre moderne) pluralisformer findes ikke i latin, men i den moderne sprogbrug. Det er egentlig ikke så sært, for indtil for ca. 150 år siden var der ikke brug for dem, og da der blev brug for dem, var latin for længst et dødt sprog.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 28.04.2015.