book

indtag el. indtagelse

af Margrethe Heidemann Andersen, Dansk Sprognævns svarbase, 25.02.2013.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hvad forskel er der på indtagelse og indtag af mad og medicin?

UdråbstegnSvar:

Begge ord er optaget i Retskrivningsordbogen, 4. udg., 2012. Ordet indtag er desuden defineret i Politikens Nudansk Ordbog med Etymologi 2010 som ’det at indtage noget gennem munden; også om den mængde der indtages = INDTAGELSE’. Der er givet eksemplerne indtag af frugt og grønt og et årligt indtag på 1.000 mikrogram A-vitamin. Ordet indtagelse, der er dannet efter traditionelle orddannelsesprincipper, er ikke optaget som selvstændigt opslagsord, formentlig bl.a. af denne grund. Det finder man til gengæld i Ordbog over det Danske Sprog, bd. 9, 1927, som verbalsubstantiv til verbet indtage i betydningen ‘spise, drikke, tage til sig’, bl.a. i brugen om mad, medicin o.l.

Du kan læse mere om indtag og indtagelse i Nyt fra Sprognævnet 1999/3. (http://www.dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet/1999-3.pdf)

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 10.05.2013 af Ida Elisabeth Mørch.