
imperativ af åbne
- Dansk Sprognævns svarbase,
30.10.1963.
Spørgsmål:
Hedder det: “Åbn en lønkonto” eller “Åben en lønkonto”.
Svar:
Det staves Åbn en lønkonto. Denne stavemåde følger reglen for dannelse af imperativ: infinitiv minus -e (hvis infinitiv ikke ender på -e, bruges infinitiv som imperativ, fx gå).
Da det imidlertid er usædvanligt at et dansk ord ender på -bn, undgås imperativ af åbne ofte ved omskrivninger som: De skulle åbne en lønkonto, Hvorfor ikke åbne en lønkonto?
I det konkrete tilfælde kunne man i øvrigt med fordel anvende imperativ af et andet verbum end åbne, fx Få åbnet en lønkonto. Få en lønkonto. Opret en lønkonto.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 12.10.2011 af Ida Elisabeth Mørch.