medlem eller medlemmer af
- af Ida Elisabeth Mørch, Nyt fra Sprognævnet,
2007/3, 01.09.2007.
Spørgsmål:
Man ser mange eksempler, også skriftlige, på medlem af i forbindelse med et subjekt i pluralis. Fx “Mensa fortæller aldrig om navngivne personer er medlem af foreningen eller ej“ (Mensas hjemmeside) og “… samt hvilke udvalg de er medlem af“ (Frederiksberg Kommunes hjemmeside). I nogle tilfælde bruges det måske til at fremhæve hvert enkelt medlemskab, men hvad siger Dansk Sprognævn til at man bruger det i skriftsproget?
Svar:
Du har muligvis ret i at afsenderen ved at bruge singularis fremhæver hvert enkelt medlemskab. Det er dog også en mulighed at der er tale om en fast forbindelse være medlem af, parallelt med være interesseret i, være enig i og lign., der hverken forudsætter kollektivitet (at man tænker på flere personer) eller individualisering (at man tænker på hvert enkelt individ).
Sprognævnet vurderer at det er uproblematisk at bruge singularisformen — også i skriftsproget. Et eksempel er: “Disse personer må ikke være medlem af Folketinget” (Etisk Råds hjemmeside). Her ville det dog heller ikke være ukorrekt at bruge pluralisformen.
Man finder eksempler der ligner, hos Aage Hansen: “brandmændene blev hurtigt herre over ilden” og “- Disse gjorde sig til Talsmand for en kraftig Udenrigspolitik” (Moderne Dansk 1967, bd. 2, 157). Hansen skriver: “I faste, især prædikative udtryk med et substantiv i sing. er syntakskongruensen ofte opgivet“.
Sammenfattende kan man sige at begge muligheder er korrekte. Med singularis har man valgt en lidt bredere formulering, og med pluralis har man gjort sin formulering mere entydig.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.