book

kokosnød(de)olie (NfS)

af Ole Ravnholt, Nyt fra Sprognævnet, 2008/4, 01.12.2008.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Hedder det kokosnødolie eller kokosnøddeolie? Stavekontrollen sætter en rød streg under kokosnøddeolie, men jeg synes det lyder mest rigtigt.

UdråbstegnSvar:

Både kokosnødolie og kokosnøddeolie må regnes for korrekte. Retskrivningsordbogen (3. udgave, 2001) indeholder foruden ordet nød (i betydningen ’frugt’, som er den der er relevant her) 15 sammensatte ord der ender på –nød. Nogle af disse opslagsord har oplysninger om ordets form når det optræder som første led i et sammensat ord, andre ikke.

Ved nød angives det således at det har formen nødde– i sammensætninger. Ved jordnød, valnød, hasselnød angives det at formen er enten –nød– eller –nødde-:

  1. jordnød sb., -den, -der, i sms. jordnød- el. jordnødde-, fx jordnød(de)olie.

  2. valnød sb., -den, -der, i sms. valnød- el. valnødde-, fx valnød(de)træ.

  3. hasselnød sb., -den, -der, i sms. hasselnød- el. hasselnødde-, fx hasselnød(de)postej.

Ved de sidste 11 – (foruden kokosnød er det betelnød, bræknød, cashewnød, kolanød, lambertsnød, muskatnød, paranød, pekannød, pebernød, pistacienød) er der ingen angivelse af ordets form i sammensætninger. Måske har dem der har lavet stavekontrollen, forstået den manglende oplysning som et påbud om at ordets form skal være den samme i sammensætninger som i opslagsordet.

Men det ville betyde at oliventræsskål (’skål af oliventræ’) skulle være forkert, for der er ikke oplysninger i opslaget oliventræ om hvordan ordets form er i sammensætninger. Men parallellen til egetræ viser at denne type ord har fuge-s, og at oliventræsskål er den korrekte form (medmindre der er tale om en ’træskål til oliven’) – se svaret om fuge-s’er på sproget.dk.

Opslagene jordnød, valnød, hasselnød viser tilsvarende at denne type har valgfrihed mellem former på –nød– og former på –nødde-, og det gælder altså også kokosnød.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.03.2015.