ku(g)leskør (NfS)
- af Jørgen Nørby Jensen, Nyt fra Sprognævnet,
2008/4, 01.12.2008.
Spørgsmål:
Jeg har altid troet at det hed kugleskør, men nu har jeg fået at vide at det i virkeligheden hedder kuleskør – altså uden g. Er det virkelig rigtigt?
Svar:
Nej, ikke helt. Ifølge Retskrivningsordbogen (3. udg., 2001) kan man skrive både kugleskør og kuleskør. Og tilsvarende kan man også skrive både en skør kule og en skør kugle. Sammensætningen ku(g)leskør har været med i Retskrivningsordbogen siden 1996; ordforbindelsen en skør ku(g)le siden 1986.
Både ku(g)leskør og en skør ku(g)le er dog ældre, og oprindelig brugte man varianterne uden g. Det skyldes at det ord der gemmer sig i udtrykkene, er det gamle dialektord kule, der betyder ‘gammel, dårlig hest’ (jf. Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 3. udg., 2005). Det er vist ikke et ord der bruges meget nu om dage, i hvert fald ikke uden for hestekredse, men i ældre litteratur kan man undertiden støde på det. I romanen Den unge Erik fra 1921 af Simon Kock kan man fx læse om en hest at den aldrig blev “kvikket op med Pisk eller Slag, kun med hjærtelige Skældsord: din Kule, din Svineblære, naada din beskidte Møgaraber”. Og tidligere kunne man også se ordet i forskellige sammensætninger, fx arbejdskule. Det blev brugt i militærslang om de såkaldte arbejdssoldater, altså soldater der ikke hørte til det egentlige militær, men udførte andet arbejde af forskellig art.
Uden for dialekterne har ordet kule sandsynligvis kun været kendt i netop udtrykkene kuleskør og en skør kule. Og det er formodentlig grunden til at det er blevet omtolket til det mere velkendte ord kugle. Det udtales på samme måde, og det giver jo også meget god mening i de to udtryk: Man kan være skør i kuglen (hvor kuglen er slang for ’hovedet’, jf. også et udtryk som skør i bolden), og så kan man vel også være kugleskør eller en skør kugle. Man kan også tænke på at en kugle er sådan en rund tingest der hopper forvirret rundt, og sådan opfører man sig måske også hvis man er kugleskør.
Vi kan ikke med sikkerhed sige hvornår stavemåderne med g er dukket op, men det ældste eksempel i Ordbog over det danske Sprog (supplementsbind 4, 2001, under opslagsordet Kule) er fra begyndelsen af 1950’erne: ”morfaren .. Han var jo en skør kugle ” (Carl Erik Soya: Sytten I-III, 1953-54).
Med tiden vil stavemåderne med g muligvis løbe af med sejren. En søgning i artikeldatabasen Infomedia (www.infomedia.dk) i avisartikler fra perioden 1.1.1998-1.1.2008 gav således i alt 417 eksempler på kugleskør (med tilhørende bøjningsformer), mens der var 123 eksempler på kuleskør (med tilhørende bøjningsformer). I samme periode var ordforbindelsen skør kugle brugt 54 gange, mens der var 21 eksempler på skør kule.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 09.09.2015 af Jørgen Nørby Jensen.