den nye sort
- af Margrethe Heidemann Andersen, Nyt fra Sprognævnet,
2011/2, 01.06.2011.
Spørgsmål:
Jeg er stødt på udtrykket den nye sort som bruges om noget der er blevet moderne. Er der tale om et nyt udtryk?
Svar:
Udtrykket den nye sort (eller det nye sort) er formentlig ret nyt i dansk. Det ældste belæg som vi har fundet på det nye sort, er fra Politiken 19.8. 2002, mens det ældste belæg på den nye sort er fra Berlingske Tidende 24.9. 2006. Det bruges ofte om mode (”sort er det nye sort”, www.gademode.dk), eller om ting og fænomener der på en eller anden måde har en forbindelse til modeverdenen som i dette citat fra http://ekstrabladet.dk: ”Mad er den nye sort. T-shirts skal gøre opmærksom på spiseforstyrrelser under Copenhagen Fashion Week”.
Udtrykket ”x er den nye y” har eksisteret i USA i flere år. Ifølge kilder på nettet (www. wikipedia.dk) stammer de ældste belæg fra 1979 og går på formlen ”xx er den nye neutral”. Et af de tidlige belæg lyder ” Perlegrå er den nye neutral” (Chicago Tribune, 12. 11. 1979). I 1983 dukker så udtrykket ”xx er den nye sort” op. Det skulle være den italienske designer Gianfrance Ferre der udtalte til Los Angeles Times at ”grå er den nye sort” (Los Angeles Times, 4. 3. 1983).
I dag bruges den nye sort dog ikke kun om ting der har med mode og modeverdenen at gøre. I P 1 kunne man således d. 15. januar 2011 høre et program med titlen ”Er religion det nye sort i litteraturen?”, og i Børsen kunne man d. 2. maj 2011 læse at ”I samme boldgade finder vi Code of Conduct, som er ”det nye sort” i virksomhedssammenhæng”. Det siger noget om hvor populært udtrykket er blevet.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 27.03.2015.