![book](https://sproget.dk/wp-content/themes/sproget-theme/assets/svarbase/book_and_speech_bubble.png)
GPS eller gps (NfS)
- af Ole Ravnholt, Nyt fra Sprognævnet,
2011/1, 01.03.2011.
Spørgsmål:
Skrives forkortelserne gps og lcd(-skærm, -display) med store eller små bogstaver?
Svar:
Det kommer lidt an på hvordan de bruges, men som regel skrives de med små bogstaver.
GPS er oprindelig en forkortelse af Global Positioning System, som er navnet på et satellitbaseret navigationssystem. Når det bruges på denne måde, altså som egennavn, skrives det med store bogstaver. Men i den almindelige sprogbrug bruges gps om et apparat, en gps, der sidder i bilen eller båden, og som modtager signaler fra systemet og beregner positioner og ruter. I denne anvendelse er det ikke et egennavn, og det har endda i nogen grad mistet karakteren af forkortelse (ligesom sms, der oprindelig er en forkortelse af Short Message System, men som uden for fagkredse kun bruges om de meddelelser der bliver sendt med systemet).
LCD (med store bogstaver) er den oprindelige, engelske forkortelse af Liquid Crystal Display (på dansk flydende krystal-skærm, med bindestreg fordi det er gruppesammensætning, se § 57.7 i retskrivningsreglerne, hvor ordforbindelsen bruges som eksempel). Liquid Crystal Display er ikke et egennavn, men en beskrivende betegnelse for en særlig type af skærm eller display, der på dansk ofte kaldes lcd-skærm, lcd-display, selv om det engelske ord for skærm, display indgår i forkortelsens grundlag. Tilføjelsen -skærm, -display i de danske betegnelser er strengt taget overflødig hvis man er i stand til at udlæse det uforkortede udtryk af forkortelsen, men da de som regel tages med, foretager vi sandsynligvis ikke denne udlæsning. Udtrykket lcd har derfor, ligesom gps, i nogen grad mistet sin karakter af forkortelse, og i hvert fald sin gennemskuelighed.
Ifølge § 14.3 i retskrivningsreglerne skrives initialforkortelser der er appellativer, altså som ikke er egennavne, som hovedregel med store bogstaver, fx
ATP, BNP, FM, HA, HD, ISBN, MF, OL.
Men gps og lcd hører til undtagelserne. Almindeligere forkortelser af denne type skrives nemlig med små bogstaver:
aids, bh, cd, cd-rom, dvd, hf, hiv, it, tv, wc.
Grunden til at gps og lcd(-skærm, -display) ikke står i Retskrivningsordbogen, 3. udgave, er at den er udgivet i 2001, før ordene blev almindelige. De kommer formentlig begge med i den kommende udgave, med små bogstaver.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 18.12.2014.