Svar:

Begge formuleringer må kunne forsvares. Ordbog over det danske Sprog (bind 26, 1952, ordnet.dk/ods) oplyser at udtrykket være vidne til bruges ’til angivelse af hvad man ser eller overværer, oplever’. Af ordbogens eksempler kan nævnes: “”I skal være Vidne til, hvorledes jeg bliver medhandlet” (Ludvig Holberg: Barselstuen, 1723) ” “”De unge Grubber var Vidne til denne Scene” (Villads Christensen: Vedbygaard, 1939)”

Ordbogen tilføjer at man “tidligere” også brugte formen vidner i forbindelse med et flertalssubjekt, og at udtrykket desuden forekom sammen med præpositionerne i, om og på eller direkte sammen med en at-sætning, fx “”de befarede ofte Vejen i Midnattens Stund, og de var begge Vidner i, at de saa’ en lille mandelig Pusling med stor Slaghat paa Hovedet” (Svend Grundtvig (1824-1883): Danske Folkesagn. Udg. af Hans Ellekilde. I-II. 1944-48)” “”De Engelske ere paa Strandbredden Vidne at tvende Skibe . . blive forfulgte” (C.J. Møller: Kong Svend, 1808)”

I vore dage er flertalsformen vidner (igen) helt almindelig sammen med et subjekt i flertal, og i Den Danske Ordbog (ordnet.dk/ddo) finder man således eksemplet “De 125 tilskuere .. blev vidner til en underholdende første halvleg” (Mogens Behrendt: Tilfældet Sverige, 1983). Ordbogen giver dog konstruktionsoplysningerne “NOGEN er vidne til NOGET/ at+SÆTNING”.

Det kan ikke regnes for en fejl at lade vidne kongruere med subjektets tal, og den faktiske sprogbrug er under alle omstændigheder vaklende på området.