mellemrum ved plus og andre matematiske operatorer
- af Ole Ravnholt, Dansk Sprognævns svarbase,
15.02.2006.
Spørgsmål:
Skal man sætte mellemrum mellem tal og plustegn og andre matematiske operatorer?
Svar:
Vi har undersøgt praksis i forskellige matematiske opslagsbøger, og heri kan vi se at det afhænger af hvilken slags udtryk der er tale om.
Hvis operatoren (+, -, = osv.) anvendes som fortegn, fx minustegnet ved negative tal: -9, bruges der ikke mellemrum.
Hvis operatoren bruges i udtryk som 4 + 5 = 9, hvor operatorerne kan siges at fungere nogenlunde som ord, bruges der mellemrum.
I løbende tekst kan mellemrummet begrundes med at de involverede størrelser og operatorer svarer til ord, som jo normalt adskilles med et mellemrum.
Det svarer til at Sprognævnet anbefaler at der bruges mellemrum mellem tal og procenttegn med den begrundelse at de i løbende tekst repræsenterer hver sit ord: 10 % svarer til ti procent, 4 + 5 = 9 svarer til fire plus fem er lig ni (hvor er lig ganske vist er to ord).
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 18.12.2017 af Eva Skafte Jensen.