book

kommentere på

af Ida Elisabeth Mørch, Dansk Sprognævns svarbase, 06.01.2006.

SpørgsmålstegnSpørgsmål:

Kan man “kommentere på noget”? eller bare “kommentere”?

UdråbstegnSvar:

Det er ikke til at svare helt entydigt på. I Den Danske Ordbog (ordnet.dk/ddo) står der ‘kommentere noget eller nogen’ og ‘kommentere på noget’, det tilføjes “konstruktionen med på regnes af nogle for ukorrekt”. Udtrykket er relativt nyt, men også med i Politikens Nudansk Ordbog med etymologi (4. udg. 2010) og altså efterhånden så etableret at det er med i ordbøgerne.

Sprognævnets holdning er at hvis man ikke vil have at modtagerne skal studse over ens sprog, vil det være bedst at undgå at bruge kommentere på noget. Udtrykket stammer i øvrigt fra engelsk “comment on”.

  1. Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 25.10.2011 af Ida Elisabeth Mørch.