Svar:

Oftest gradbøjer man ond og slem ved hjælp af ordene værre og værst, men i visse tilfælde kan man også bruge ondere, ondest og slemmere, slemmest. Disse regelmæssige former fremgår indirekte af Retskrivningsordbogen (afsnittet “Vejledning i ordbogens brug”). Der er oven i købet enkelte tilfælde hvor man ikke kan udtrykke det man ønsker hvis man bruger værre, værst.

Uddybning:

Når det gælder ond kan man i betydninger som ‘ondskabsfuld’, ‘ondartet’, ‘smertefuld’ bruge ondere og ondest både i dagligdags sprog og i højere stil, fx “han er ondere imod mig, end han kan forsvare”, “smerten er blevet ondere og ondere”, “Adjunkt H. .. var altid om Lørdagen i sit ondeste Lune” (Henrik Pontoppidan), “to, som elsker hinanden, kan læge de ondeste Saar” (Viggo Stuckenberg). Tilfælde hvor man dårligt ville have kunnet bruge værre, værst i stedet, er: “han så på mig med sine ondeste øjne”, “hvis man vil gøre Strindberg ondest mulig” (Henrik Bering Liisberg i Information i 1965).

Formerne slemmere og slemmest var i ældre tid ikke helt usædvanlige. De kan findes hos Holberg, Oehlenschläger, J. P. Jacobsen, Georg og Edvard Brandes mfl. Især i nutiden har formerne et vist spøgende præg, således: “en hel del meget slemmere ting” (Klaus Rifbjerg i tidsskriftet Vindrosen i 1963), “Hvem er slemmest: Cæsar, TV .. eller kioskejeren?” (avisoverskrift i 1966). Formerne kan også forekomme brugt for variationens skyld, således: “Av, var den ikke værre? Er der noget slemmere end revision af det klassiske?” (Gert Petersen MF i Information i 1978). Kun i yderst specielle tilfælde ville det være umuligt at bruge værre og værst, således i et meget sjældent eksempel som følgende fra en bog der udkom i 1903: “en slemmeste Tøs havde hun været”.