ad pkt. 1
- Nyt fra Sprognævnet,
1995/3, 01.09.1995.
Spørgsmål:
I fx referater bruger man ordet ad når man henviser til de forskellige punkter. Skal ad skrives med stort eller lille, fx Ad pkt. 1 eller ad pkt. 1? Og er ordet en forkortelse eller hvad?
Svar:
Ordet ad skrives med stort og lille efter samme regler som andre ord. Når det står først i en tekst, herunder som første ord i en overskrift, skal det altså normalt skrives med stort: Ad pkt. 1 osv.
Ad er ikke en forkortelse, men et oprindelig latinsk forholdsord der betyder ‘vedrørende’. I øvrigt kan ordet som regel undværes, så man simpelthen kan nøjes med at skrive fx Pkt. 1 (eller Punkt 1 – eller blot 1) som overskrift.
- Svaret er givet af en nuværende eller tidligere ansat ved Dansk Sprognævn i forbindelse med nævnets svartjeneste. Ældre svar er opdateret så de overholder den gældende retskrivning. Redigeret til sproget.dk 21.04.2015.