Svar:

Der findes i dansk to grammatiske køn, nemlig fælleskøn og intetkøn. Substantiverne (navneordene) har normalt enten fælleskøn (en stor have, skoven, den cykel) eller intetkøn (et stort hus, vinduet, det håndsving). Man ser kønnet på substantivets endelser eller på formen af de ord der hører til det.

Ord som ikke betegner genstande, men stof eller masse, dvs. noget der ikke kan tælles, findes også som både fælleskøns- og intetkønsord: cementen, risen, malingen – vandet, flødeskummet, gruset. De utællelige fælleskønsord har imidlertid den egenskab at de også optræder som intetkøn: Hvor meget vejer det cement? Er det dig der har spildt det ris? Vi skal bruge noget maling. Det hedder også normalt meget cement, noget ris, alt det maling, altså med t-endelser. I moderne dansk er det vel næsten umuligt at sige eller skrive megen cement eller nogen ris.

Det er ord som noget, meget, det, dette, andet der får intetkønsendelsen, fx noget andet mad. Adjektiver (tillægsord) derimod beholder tit deres fælleskønsform, uden endelse: noget grå cement, noget rød maling, og derfor også noget sund ris. Det er det som de fleste ældre finder naturligt. Men yngre danskere bøjer også adjektivet: noget gråt cement, noget rødt maling, noget sundt ris. Det kan der ikke indvendes noget imod, men vil man være sikker på ikke at støde eller irritere nogen, bør man nok vælge den ældre form, altså noget sund ris.

Uddybning: