Svar:

Sprognævnet godkender ikke ord. Hvis danske sprogbrugere anvender og forstår et ord, så eksisterer det, men det kan godt være for specielt eller sjældent til at blive optaget i Retskrivningsordbogen.

Uddybning:

Verberne plusse og minusse er hverken med i Retskrivningsordbogen (3. udg., 2001), Nudansk Ordbog (2001) eller Ordbog over det Danske Sprog (1918-1956) og vistnok heller ikke i andre ordbøger, men det betyder altså ikke at de er forkerte, uanvendelige eller ikke eksisterer. Skolebørn har vist længe sagt plusse og minusse (hvis de ellers måtte for deres lærere), og ordene optræder også andre steder, fx “Fra det tal trak han så afskrivninger på naturressourcerne, altså forbrug af kul-, olie- og gasreserverne m.m. Og endelig minussede han de defensive udgifter som de udgifter, der er betinget af den måde, vi lever på (Politiken, 2.7.1995)” “Man kan ved simpel hovedregning plusse sig frem til, at dagspressens anmeldere umuligt kan nå at læse de bøger særlig grundigt, som de anmelder, man kan således forklare situationen for sig selv og andre, men derfra og så til at undskylde endsige løse problemet for anmelderne er der immervæk langt (Weekendavisen, 20.2.1998)” “Inden du for alvor sender hjernen på juleferie, har du nu chancen for at toptrimme den med disse finurlige regnestykker. Du skal selv regne ud, om du skal plusse, minusse, gange eller dividere – eller endda flere ting i samme regnestykke – for at ramme det rigtige facit (Fyens Stiftstidende,15.12.2001)” Både plusse og minusse er ganske fornuftige. De er jo dannet helt regelmæssigt til de velkendte ord plus og minus og dermed nærmest selvforklarende. Om man i matematikundervisningen på gymnasier og andre undervisningsinstitutioner bør bruge plusse og minusse, addere og subtrahere, lægge til og trække fra eller noget helt fjerde, skal vi derimod ikke kunne afgøre.